Emil Christian Hansens arkiv

1879-02-21

Dokumentindhold

Jacobsen giver Hansen en opsang p.g.a. hans - efter Jacobsens mening - lidt for store selvfølelse. Hansen har udtrykt misfornøjelse med universitetets behandling af ham.

Transskription

                                                                                                                                                                  Fredag Middag 21 Febr 79.
 
                          Kjære Herr E. Hansen!
                          
                          Lad mig hermed bringe Dem min forbindtlige Tak for det mig tilsendte Exemplar af Deres Skrift, som jeg strax har begyndt at studere, men som vil give mig Beskjæftigelse i længere Tid, før jeg kan tale med derom! Derimod føler jeg Trang til at tale et Par Ord med Dem om adskillige Puncter i Deres Brev, som have foruroliget mig, fordi Deres Vel ligger mig paa Hjerte.
                          Da De ikke kan være [i] Tvivl om denne min oprigtige Interesse for Dem og da De sikkert heller ikke vil tage en gammel Mands venskabelige Udtalelser fortrydeligt op, troer jeg at kunne og burde tale ganske oprigtigt. Jeg troer ikke at Universitetet er uvillig til at anerkjende en Mands Fortjeneste, fordi han er Autodidact, men jeg troer at Universitetet – efter min Overbevisning med fuld Føie – er meget betænkelig ved at indrømme Undtagelser fra de gjældende Regler for Adgang til at opnaae academiske Værdigheder. Det er min Overbevisning, som med min stigende Livserfaring er bleven bestandigt stærkere, at intet Samfund og ingen Institution kan trives, ja næppe nok bestaae, dersom man for ofte og for tit rokker ved det fundamentale Grundlag, hvorpaa det er bygget. Jeg tilstaaer at man efter min formening ikke har været conservativ nok i den herom handlede Retning. Men hvad enten De erkjender Rigtigheden af denne min Betragtningsmaade eller ikke, maa jeg varmt
 
 
bede Dem at overveie om De ikke ”gjør Uret” imod Universitetet og Dem selv ved uden videre at forudsætte Mangel paa ”Venlighed” fra Universitetets Side. Hvad der særlig foruroliger mig paa Deres Vegne, er den synlige Bitterhed, hvormed den formentlige Uret har fyldt Deres Sind og det noget for stærke (exalterede) Udtryk af Selvfølelse og Selvtillid, som denne Stemning har aflokket Dem (Sammenligningen med Pasteur.) Det vil heller ikke kunne undgaae Nogens Opmærksomhed, at det ikke er en venlig Stemning mod Universitetet, der har fremkaldt Deres Tilbud af et ”overdrevent stort” Antal af Theser og De har næppe tilstrækkelig overveiet at denne næsten udfordrende Overdrivelse ikke er særdeles egnet til at fremkalde den ”Venlighed” som De dog ønsker eller kræver. Hvorvidt det iøvrigt er forsigtigt at udæske Opponenter eller Concurrenter til at prøve Styrke med Dem i saamange, forskjellige Retninger, ved jeg ikke, men jeg kan ikke fordølge, at jeg i Deres Sted ikke vilde have givet mit Lune Luft paa denne Maade.
                          Jeg har nu talt, som jeg lovede, aldeles oprigtigt og stoler paa, at De vil forstaae det Sindelag som har dicteret mine Ord. Disse ere, som De seer, nedskrevne paa staaende Fod, fordi jeg ønskede at De skulde kjende det øieblikkelige Indtryk, som Deres Brev gjorde paa en oprigtig Ven. Maaskee viser ogsaa jeg formegen Selvtillid ved at troe at min Alder og Erfaring sætte mig istand til at give
 
 
Dem et nyttigt Raad og maaskee vilde jeg ved at give mig nogen Tid kunnet forme mine Tanker bedre og i en heldigere Form, men jeg haaber at de Kanter, der maaskee kunne findes deri, ikke ville støde den, som læser mine Ord med Venlighed.
 
                          Deres oprigtigt hengivne
                          J. C. Jacobsen 

[Emil Chr. Hansens blyantskladde til svar:]
                          Da jeg læste Deres Brev, blev jeg paa en Gang først bedrøvet og glad; bedrøvet fordi jeg saa nogen misbilligelse deri, glad fordi Deres Brev dog helt(?) igjen. var
                          [Over linjen: Da jeg] Ved at læse Deres [over linjen: Skrivelse] Brev blev jeg strax lidt underlig tilmode og frygtede for at mit Brev maaske virkelig var skrevet i en exalteret Stemning, i saa Tilf. beder jeg Dem om Tilgivelse, til min som Undskyldn. kan [over linjen: det] jeg maaske muligvis gjælde, at jeg har havt en streng Tiid. Jeg blev [over linjen: paa en gang] bedrøvet og glad over Deres Brev; bedrøvet fordi det indeholder Misbill., glad fordi det dog er skrevet med sand Velvilligh. Kun skrive denne Gang thi nu maa Alt siges, og Intet være uklart.
                          Naar jeg talte om Past. var det kun et Udbrud af den brænd. Higen jeg har efter en Gang i Tiden at levere Arb., som d[...] At jeg betragter ham som den store, uopnaael. Mester, hvis Værker rager op over Alt andet paa dette Omraade, viser min Afh. paa mange Steder.
Specialist skurrede i mine Øren og jeg kunde maaske i Ubesindigh. [...]
Jeg har paa anden Maade gjort Fyldest. Flere gode Mænd Stp. [Steenstrup], Barfoed, Schiødte ikke Examen.
                          Bedrøvet blev jeg, da jeg ved Nytaarstid søgte Pladsen, at jeg ikke fik den, jeg betragtede det som et Mistillidsvotum. Som Laboratoriets Direct. ønsker deHer, at jeg skal være Doctor. Fra Universitetets mener de, at jeg ikke bør faae Lov dertil.
                          Decanus venlig, han var iblandt dem, der støttede. Ingen [...] i [...] hverken im(?) eller(?) [...]; min Opgave en anden. Aarene gaae, snart 40 Aar.
                          De tager absolut Parti for Universitetet.

Fakta

PDF
Brev
Dansk
København
Brevhoved: J. C. Jacobsen, Carlsberg
København
På sidste side har Emil Chr. Hansen med blyant skrevet kladde til svar
Det Kongelige Bibliotek, NKS 4069 4° 
Disputats, Københavns Universitet, Selvopfattelse