Emil Christian Hansens arkiv

Emil Chr. Hansen

Emil Christian Hansens arkiv
 
Med denne database tilgængeliggøres et vigtigt primært kildemateriale til den tidlige forskning i rendyrkning af gær i transskriberet form. Hver enkelt kilde er skannet og vises som faksimile sammen med en transskribering, d.v.s. en renskrivning, af den ofte svært læselige håndskrift.
 
Arkivet indeholder et udpluk af de breve, som Emil Chr. Hansen modtog fra kollegaer i hele Europa – samt nogle få kladder fra hans egen hånd – i perioden op til og efter, han opfandt en metode til at rendyrke gær. På Carlsberg blev den nye, rendyrkede gær første gang brugt i produktionen d. 12. november 1883. 

Blandt de vigtigste breve er dem fra/til Louis Aubry i München, hvor Emil Chr. Hansens rendyrkningsmetode og -apparat bliver diskuteret, samt et fra J. C. Jacobsen til Franz Fasbender i Wien skrevet d. 20. maj 1884, hvor Jacobsen fortæller, at han har sendt prøver på den nye gær til bryggerkollegaer i Danmark og udlandet. Desuden findes også Emil Chr. Hansens korrespondancer med både J. C. og Carl Jacobsen.

Der er breve skrevet på både dansk, tysk, svensk, engelsk og fransk. Det fremgår af korrespondancen, at Emil Chr. Hansen fik hjælp til at oversætte sine artikler og afhandlinger til fransk.

Hele brevsamlingen befinder sig i Det Kongelige Biblioteks Håndskriftsamling under signaturen NKS (Ny Kongelig Samling) 4069 4°. Databasen er suppleret med nogle ganske få breve fra Carlsberg Arkivs samling.
Gærceller tegnet af Emil Chr. Hansen