1885-05-06
Afsender
J. C. Jacobsen
Modtager
Emil Chr. Hansen
Dokumentindhold
Jacobsen beder Hansen, der er i Frankrig, om at bestille et filtreringsapparat til Laboratoriet, så de kan gå i gang med forsøg med filtrering af øllet i stedet for pasteurisering. Anton Sedlmayr fra Spaten Bryggeri har rapporteret om gode resultater med carlsberggæren, og har sendt en portion af Louis Aubrys rene hofbrauhausgær. Carlsbergs egen ”Gjær No 1” har vist tegn på urenhed og Holm er i færd med at udvikle en ny portion af en rest. Desuden hilsner og beskeder til Louis Pasteur og Charles Chamberland.
Transskription
6/5 1885
Hr Dr. E. Hansen
Jeg har været saa optaget af en Mængde Forretninger, at jeg først nu kan besvare Deres Brev af 27d f. M. –
Først maa jeg takke for den modtagne Hilsen fra Pasteur og hans Familie, som vi Alle af Hjertet gjengjælde. Dernæst maa jeg bede Dem hos Mr Pasteur at undskylde at jeg endnu ikke har besvaret hans venlige Brev af 12te April. I Anledning af dette Brev maa jeg bede Dem meddele Mr Chamberland min Erklæring ”at jeg bemyndiger ham til at offenliggjøre den Rapport, som Hr Knudsen har meddelt ham om de gunstige Resultater, som Knudsens Forsøg med Mr Chamberlands Filtre (Système Pasteur) i Carlsberg Laboratoriet have bragt”.
Fremdeles maa jeg bringe min Tak for de tilsendte Chamberlands Filtre, som ere
[På langs:]
De har vistnok modtaget det sørgelige Budskab om Panum’s Død.
i Brug i Laboratoriet, hvorfra jeg venter Rapport om den absolute Renhed af det ved dem filtrerede Vand.
Vi have allerede gjort den Erfaring, at den nye Porcelainsmasse giver et saa meget forøget Qvantum Vand, at Filtrene derved have vundet meget i practisk Brugbarhed.
Jeg har vel nogen Tvivl om det vil føre til et tilfredsstillende Resultat at filtrere Øl istedetfor at pasteurisere det, men det er dog et Forsøg værd og jeg beder Dem derfor for min Regning at bestille et Exemplar af det store, i Beskrivelsen som ”Filtre industriel”, afbildede Apparat med 20 Rør, i complet Stand med tilhørende Konsol til Ophængning paa en Væg. – Saasnart jeg modtager dette Apparat vil jeg strax lade foretage Forsøg dermed.
De Tvivl jeg nærer om Hensigtsmæssigheden af at ombytte Pasteurisering af Øl med Filtration hidrøre fra 2 Betragtninger. Deels troer jeg ikke at man i Praxis kan holde de rensede og steriliserede Flasker fri for Indtrængen af Mikrober indtil de fyldes; deels frygter jeg for at det filtrerede Øl, som ingen Gjærceller indeholder og hvori der aldeles ingen Eftergjæring kan finde Sted i Flaskerne skal komme til at mangle Kulsyre og blive ”fladt”.
Jeg har endnu intet hørt om Generalforsamlingen i Berlin, men jeg troer ikke, at det dér har kunnet lykkes at Delbrück at overbevise Bryggerne om at Rencultur af Gjær er overflødig. Jeg har ogsaa nylig faaet en ny, gunstig Meddelelse fra Anton Sedlmayr i Spatenbräu om Carlsberg Gjærens gode Resultater i 12 Rotationer og jeg har fra ham igaar
modtaget en Portion Paasætgjær til et Bryg, af Aubry’s Rencultur af Hofbrauhaus Gjær, hvormed Sedlmayr efter 3 Rotationer erklærer sig særdeles tilfreds. Den skal nu ogsaa cultiveres paa Carlsberg. Den rene Gjær af Veltens attenuerer fremdeles stærkt, men giver bedre Klaring end i Begyndelsen.
Vor egen rene Gjær No 1 har nu vist tydelige Tegn paa at være ureen, idet en bitter Smag er bleven kjendelig og Holm er derfor i Færd med at udvikle en ny Portion af en Rest reen Gjær i en lille Kolbe. Iøvrigt gaaer Alt vel. Ved Veltens Svaleapparat bliver der nu gjort nogle smaae Forandringer for at kunne svale hurtigere med Vand, da jeg ellers ikke kan bruge det til 4 Bryg daglig. –
Jeg skal en af de første Dage sende Dem de Exemplarer jeg har af Særtryk af mit Svar til Delbrück. –
Jeg skulde skrive til Pasteurs Svigersøn Vallery Radot men har ikke hans Adresse*, hvilken jeg beder Dem at sende mig, naar De skriver til Holm. –
Min venligste Hilsen fra os Alle paa Carlsberg
Deres hengivne J. C. Jacobsen.
*[Blyantstilskrift i marginen:]
207 Boulev. St. Germ.
[Blyantstilskrift i nederste venstre hjørne:]
Holm meddeler tillige, at Fors. blev anstillet som i Praxis; Luften(?) heel(?) Adg.(?) til Flasker
Fakta
PDF
Brev
Dansk
J.C. Jacobsens brevpapir.
Div. blyantstilskrifter.
Div. blyantstilskrifter.
Louis Aubry, Charles Chamberland, Max Delbrück , Just Chr. Holm, L. Knudsen , Peter Ludvig Panum, Louis Pasteur, Anton Sedlmayr , René Vallery-Radot, Eugène Velten
Det Kongelige Bibliotek, NKS 4069 4°
Gær, Gærforsøg